Matthiesen 1913. I: 175

Ingers Æble.

Hjem: Sorten fandt jeg i 1885 i tidligere Gårdejer Ole Nielsens Have i Landsbyen Tågerup, Kirkerup Sogn, nord for Roskilde. Hans Hustru Inger havde lagt Træet af en Kærne, Træet var den Gang 10—12 År gammelt og af opadstræbende pyramidal Vækst. En Podning heraf i min tidligere Have blev et smukt Træ med middelkraftig Vækst, det bar meget hurtigt og årligt meget rigt, så Frugterne måtte altid udtyndes stærkt, for at Resten kunde opnå ordentlig Størrelse.

Beskrivelse af Frugten: — Størrelse: middelstor, i god Udvikling 69 mm bred, omtrent lige så høj. — Form: rund, Bug på eller lidt under Midten, ubetydeligt stærkere aftagende mod den brede Bægerende. — Bæger: lukket, Blade grønne, brede, korte, butte, filtede; Hulen næppe middeldyb, middelvid, Ribber små, dog skarpe, løber fladt ned over Frugten uden dog at kante Tværsnittet kendeligt. — Stilk: kort, tyk, kødfuld, gulgrøn med rødbrunt, dunet; Hulen middeldyb, vid med tynd gråbrun Strålerust; enkeltvis er Stilken længere og da tynd og træet. — Hud: hvidlig gul med grønt Skær, omtrent helt dækket af et mørkt — ofte meget mørkt — karmoisinrødt, fuldt af lange Striber og Marmoreringer; Punkter få, fine med bred lys Hov; på Træet med blålig Dug. Fin god Lugt. Svagt fedtet. — Kærnehus: stort, næsten rundt, Aksen snæver, Rum store, afrundede opad, but tilspidsede nedad, Vægge glatte, dog lidt årede. Kærner store, lange, blankbrune, 2 eller flere i hvert Rum. — Bægerrør: en lille bred, but Kegle, Tråde midtstillede, Griffel dybtkløvet, stærkt hviduldet over det hele. — Kød: fint, Årer røde, rødligt udenfor disse, saftigt, sødt vinagtigt med jordbæragtig Aroma. — Modningstid: Oktober—hen i November. — Værd: meget god Bordfrugt.

JordbaerM1.jpg Fig. 95. Ingers Æble.

Er rimeligvis Barn af Rød Høstkalvil.