Eriksholms Blomme.

Det formentlige Modertræ står i Eriksholms Have ved Bramsnæs Vig. Det er espalieret og skal være lagt af Kærne eller Sten af en tidligere Ejerinde af Gården. Frugten ligner Washmgtonblommen, men er dog vel adskilt fra denne, rimeligvis er den Barn af den.

Beskrivelse af Frugten. —Størrelse og Form: meget stor, ca. 50 mm bred, 55 mm høj, rundt ægformet, lidt aftagende mod Stilken, altså omvendt ægformet, Furen bred, middeldyb, det fine, lidet synlige Punkt sidder på Spidsen af Frugten. — Stilk: kort til middellang, lidt krum, svagt grønliggul, svagt dunet; Hulen middeldyb, snæver, falder lidt af til begge Sider. — Hud: grønlig gul, ved fuld Modenhed varmt mørkegul uden rødt, små tynde brune Rustfigurer træffes; fine hvide Punkter ses kun gennem Glasset, på Træet med tynd hvid Dug. — Kød: gult, meget saftfuldt, meget sødt og kraftig krydret; Hud meget tynd, svagt syrlig. — Sten: rundt oval, bredest mod Stilkenden, Kinder hvælvede, lidt ru, Ryggen bred med skarpe ujævne Kanter, Bugfuren bred, dyb; Stilkenden lidt udtrædende og lige afskåret, den modsatte Spids ubetydelig. Kødet slipper ikke Stenen. — Modningstid: sidst i August, første Halvdel af September.

Træet: Årsskud: tynde, kantede, Led middellange, lysegrønne med rødbrun Solside, fint dunede. — Blade: meget store, eliptiske, fint dunede på Undersiden, dybt og dobbelt savtakkede, Stilk kort, tyk med to fine grønne Kirtler. — Bladknopper: spidst kegleformede, udstående, Bladpuder små.

Træet er meget rigtbærende, noget der ikke kan siges om den formentlige Modersort.

Fig. 534. Eriksholms Blomme.